Besøgt: +
Info:
Si Khao, også kendt som The White Market, er et mindre og mere lokalt aftenmarked i Chaweng-området. Det er ikke et stort turistmarked med masser af souvenirs og shopping, men først og fremmest et sted, hvor man tager hen for at spise.
Markedet har fået sit navn fra de mange hvide boder/telte, som giver området et mere rent og overskueligt udtryk. Stemningen er mere lokal end turistet, og det er især lokale thailændere, der kommer her for at spise aftensmad, købe snacks eller mødes med familie og venner.
Udvalget består mest af madboder med thai street food, grillspyd, nudler, risretter, supper, desserter, smoothies og små snacks. Der kan også være enkelte boder med småting, men det er ikke shopping, der er hovedformålet med stedet.
Der er siddepladser med borde og stole, så man kan købe mad fra forskellige boder og sætte sig samlet bagefter. Det gør Si Khao til et nemt og afslappet sted, især hvis man er flere afsted og gerne vil spise forskelligt.
Åbningstiden er dagligt ca. 17.00–23.00, men som ved alle små markeder på Samui kan antal boder og stemning variere lidt efter vejr, sæson og tidspunkt på aftenen.
Kort sagt: Si Khao / The White Market er et godt sted, hvis man vil spise enkelt, lokalt og uformelt i Chaweng uden den store turistmarkedsstemning.
Gratis parkering på modsatte side.
Google Map
Mediearkiv